I Hjertet på Danmark

** Ny episode hver onsdag ** I denne episode taler jeg med Gitte, der lever med døden som en stille følgesvend. For da hun er i sin bedste alder, finder hun en knude under brystet. Det bliver starten på et langt og utilregneligt forløb med undersøgelser, ventetid og angst - hvor gode og dårlige nyheder hele tiden krydser hinanden og vender op og ned på håbet. En rejse, hvor døden ikke længere er noget, der sker for andre, men noget hun selv må lære at leve med som en del af livet. Så spørgsmålene og det jeg forsøger at finde svaret på i denne episode er: Hvordan lever man meningsfuldt, når man ved, at man aldrig bliver rask? Og hvordan føles det at få at vide, at man er kronisk syg - netop som man er begyndt at tro, at det værste er overstået?

** Ny episode hver onsdag ** Jeg er taget til København - udenfor hospicets rammer. Her møder jeg Maria Månsson - journalist og podcaster på What2Watch. Kort tid inden vores samtale har hun mistet sin far til en sygdom, som langsomt brød kroppen ned. Og det vi skal tale om er alt det, der går forud for dødens indtræden: Du ved: Når man forsøger at kontrollere det ukontrollerbare. Når man står midt i afmagten og alligevel prøver at være den stærke. Og når man må erkende, at det er på tide at give slip.

Det er måske ikke til at høre, men jeg er rystende nervøs. Mere end jeg plejer. Ikke fordi jeg ikke har forberedt mig. Men fordi jeg ved, hvad der er på spil. De næste 50 minutter er nogle af Marias sidste. Kræften har vundet. Og det gør ondt. Ikke kun fordi vi er jævnaldrende. Men fordi vi begge har børn – og jeg ved, hvad det vil sige at være nogens mor eller far. Men jeg er også umådeligt stolt over, at Maria vælger at bruge noget af sin sidste tid på at sætte ord på, hvordan det er at stå midt i livet og samtidig vide, at det snart rinder ud. Det du skal høre nu, er en samtale om taknemmelighed, kærlighed og alt det, man måske først forstår værdien af, når det er forsent. Men også om det ubærlige i at vide, at hendes børn skal vokse op uden hende.

På min første dag på Hospice i Nørresundby, møder jeg Rasmus i fælleskøkkenet. En ung (og for mig jævnaldrende) pårørende, der både går igennem, men også står overfor en svær tid. Jeg antager intuitivt, at han er der for at besøge et aldrende familiemedlem, men spærrer øjnene op, da han fortæller, hvem han er her for at besøge: Mine kone .... Klumpen i halsen presser sig på. Men på trods af omstændighederne, har han en ro over sig. Han virker til at ha' accepteret, at der er ingen vej tilbage. Kræften har allerede vundet den ubarmhjertige kamp. Vi aftaler at tales ved, men da jeg kommer tilbage 3 dage, møder jeg kun et sødt rengøringspersonale, der gør værelset klar til den næste patient. Det kan kun betyde, at Kristina er gået bort.  En uge efter begravelsen ringer Rasmus mig op. Han er klar til at tale om sin sorg. Kort tid efter banker jeg på døren til det hjem de engang havde tilfælles. Minderne hænger på væggen, men man fornemmer også stilheden og savnet, der bekræfter, hvad der er sket. Med tatoveringer som en slags rustning og med et ydre, der mere signalerer robusthed fremfor sårbarhed, sætter vi os ned overfor hinanden. Klar til at tale om det, de færreste taler om. Det du skal høre nu, er ikke kun en samtale om at miste den, man elsker. Det er også en samtale om at være den stærke – ikke fordi man er det, men fordi man føler, man skal være det.

I denne første episode har jeg sat mig overfor Ane Sund Katborg, der er præst på Hospice Vangen. Hun møder mennesker i deres allersidste tid – og hun lytter til det, de frygter. Det, de fortryder. Det, de stadig håber på. Og ikke mindst: Til det, de har lært om livet, nu hvor det snart er forbi. Vi taler om døden – men vi taler også om tro, håb og tilgivelse.Om hvordan man giver slip. Og hvad det vil sige at holde fast, selv når alt forsvinder.